ME/CFS-Foreningen
Forside Nyheder Sygdommen Forskning Børn & unge Foreningen Kontakt Links

Sygdommen

ME/CFS (Myalgisk Encephalomyelitis/Chronic Fatigue Syndrome) er en neurologisk lidelse, hvor hovedsymptomet er en langvarig udmattelse af hele organismen efter aktivitet. Sygdommen begynder oftest med en infektion, hvorefter kroppen svækkes vedvarende. Da sygdommen påvirker centralnervesystemet, ses også symptomer som influenza-lignende ubehag, let feber, muskelsmerter, hovedpine, svimmelhed, nakkestivhed og hukommelses- og koncentrationsbesvær.

Diagnosen stilles ud fra et specifikt symptommønster, som skal have været til stede i et vist tidsrum. Der findes endnu ingen helbredende behandling, og sygdommen anses for livslang. Tilstanden forværres bl.a. af nye infektioner og overanstrengelse, men kan lettes hvis patienten lærer sine nye grænser at kende, og sørger for øget hvile og nedsat aktivitet.

Årsagen til sygdommen kendes endnu ikke, men internatinal forskning peger på en kronisk infektion i nervesystemet (hjerne og rygmarv), som kroppen ikke kan nedkæmpe pga. en defekt i immunforsvaret. ME/CFS er dermed nært beslægtet med bl.a. sklerose og polio, hvor årsagen også menes at være en nerveinfektion.

Der findes stadig mange fordomme og myter om ME/CFS - der ofte fejlagtigt kaldes Kronisk Træthedssyndrom. Fx at det skulle være en "modediagnose" for midaldrende kvinder, eller en psykiatrisk diagnose. Men fakta er, at ME/CFS er en organisk, neurologisk sygdom, der kan ramme alle - både mænd, kvinder og børn, alle racer og sociale lag.