Vejledning til patienter, når arbejdsevnen ophører

af konsulent cand. jur. Torsten S. Dinesen

Udgivet af ME/CFS Foreningen med støtte af Sygekassernes Helsefond

OBS ! Artiklen er skrevet før den nye socialreform, men omhandler hovedsaglig almen info om tab af arbejdsevne

Se pjecen "Når arbejdsevnen ophører" for info om den nye reform.

1. Forord

Tab af arbejdsevne er sædvanligvis følgen af sygdommen ME/CFS (myalgisk encephalomyelitis/chronic fatigue syndrome)

Patienten bliver herved social klient og får kontakt til det sociale system. Et møde, der ofte medfører chok og frustrationer.

Ukendskab til det sociale hjælpesystem, dets opbygning, indretning, spilleregler og selve lovgivningen, gør at mødet oftest helt virker overvældende i en situation, hvor man som syg har mistet evnen til at klare de hidtidige gøremål, herunder erhvervsarbejde.

Hertil kommer, at patienten ofte ikke mødes med den forståelse for sin sygdom, som er en forudsætning for, at der kan etableres en positiv proces mellem patient og forvaltning med de for patienten ønskede resultater. Dette kan dog også i høj grad skyldes at patienten har for store forventninger til serviceniveau og bevilling af sociale tjenester og ydelser mv.

Formålet med denne pjece er at give patienten et overblik over sin situation og sine muligheder i forløbet, særligt i forhold til forvaltningens ønsker og forsøg på at anvende resterhvervsevnen til at bibeholde patienten på arbejdsmarkedet så længe som muligt.

Hvis pjecen medfører at patienten/klienten kender forvaltningsprocessen og de hensigter. som forvaltningsmedarbejderne har med deres arbejde, og kender sine egne rettigheder og muligheder, så er pjecens mål nået.

September 1999

Torsten S. Dinesen

 

2. At blive syg med ME/CFS og få sygdommen konstateret.

Sygdommen manifesterer sig ofte efter en infektionssygdom, og patienten kan ikke forstå, at træthedstilstanden, efter at sygdommen er overstået, ikke bedres. Det er vigtigt at få diagnosen stillet hurtigt. CDC (Center of Disease Control, USA) har opstillet diagnosekriterierne, der anvendes internationalt og i Danmark.

Sygdommen er optaget på Verdenssundhedsorganisationens liste over sygdomme, i kategorien sygdomme i hjernen, under nr. G 93.3, og Sundhedsstyrelsen har i EPI-Nyt uge 3, 1992, beskrevet sygdomsbilledet og kriterierne for at diagnosticere sygdommen. På den sociale side har Den Sociale Ankestyrelse i SM P-1 1-93 beskrevet sygdommen som pensionsgivende og har givet eksempler på, hvordan man har vurderet forskellige pensionssager.

Senest har Sundhedsministeren i et brev af 28.06.99 (2.kt. j,. Nr. 99-2103-78) til en patient sendt et notat udarbejdet af Sundhedsstyrelsen ( 21.06.99, j nr. 239-9-1 999/HPG), hvori sygdommen beskrives nærmere.

Alt dette materiale kan fås gennem ME/CFS Foreningens kontor.

Når man bliver syg af ME/CFS, er det vigtigt at få sygdommen konstateret ved at der stilles en diagnose. Dette kan enhver læge gøre, men det er mest almindeligt og hensigtsmæssigt, at det sker hos en speciallæge i almen medicin eller infektionsmedicin, idet det historisk er dette speciale, der har taget sig af sygdommen, da den tidligere har vist sig i epidemier.

Det er ikke nok, at det fremgår, at man er suspekt for ME/CFS eller obs. pro. (mistanke om eller formodning om sygdommen), men at diagnosen rent faktisk fastslås. Uden en endelig klart fastslået diagnose er sygdommen ikke egentligt konstateret, og der vil herske tvivl om, hvorvidt der kan være tale om ME/CFS, en anden sygdom eller en sygdomstilstand i det hele taget, og om sygdommen er af varig karakter eller ej, om der er invaliditet, eller om den ikke blot er forbigående. Dette kan være helt afgørende for ens retlige stilling og mulighed for at opnå anerkendelse som syg eller for i det hele taget at kunne modtage offentlige ydelser på grund af tilstanden..

Det kan undertiden være svært i sit eget område at finde en læge eller speciallæge, der vil påtage sig at stille diagnosen entydigt. ME/CFS Foreningen har hidtil kunnet hjælpe med henvisninger til specialister, der kender sygdommen så godt, at de ingen problemer har med at stille diagnosen.

Det må understreges, at det er vigtigt, at man gør sig klart, hvornår sygdommen debuterede - altså viste sig første gang. Der kan ofte gå nogen tid med at finde ud af, hvad det er for en sygdom, som man fejler. Da sygdommens varighed er af betydning for anerkendelse af invaliditeten, er det vigtigt at kunne tage udgangspunkt i dette tidspunkt frem for det tidspunkt, hvor diagnosen stilles.

 

3. Vigtige forholdsregler for patienten, når sygdommen er diagnosticeret

Når sygdommen er diagnosticeret, afhænger det meget af patientens tilstand, hvad der er tilrådeligt. Hvis sygdommen er fuldt udbrud, er det meget vigtigt ikke at overanstrenge sig. Udtrætning må næsten for enhver pris undgås. Det er meget farligt at søge at ignorere sin sygdom eller kæmpe imod den, idet vil kunne medføre en forværring af tilstanden. Det er tværtimod vigtigt at lære at kende sin grænse og holde sig indenfor denne, så enhver udtrætning undgås. Så det er vigtigt at holde sig så meget i ro som muligt.

Arbejdsmæssigt indebærer dette, at man må sygemelde sig. En mulighed er at gå ned i tid, men dette kan have alvorlige negative sociale følger senere, hvis ens erhvervsgrundlag efterfølgende må vurderes på baggrund af halvtidsstilling eller stilling med reduceret timetal.

Sådan som lovgivningen er i dag, er det uhensigtsmæssigt, såfremt man straks indstiller sig på en førtidspension. Dette er lovgivningen og socialforvaltningen normalt ikke umiddelbart indstillet på. Det vil derfor være mere konstruktivt at tænke på, hvad man stadig kan og gerne vil, og hvor længe ad gangen, uanset at en pension måske alligevel bliver resultatet.

Mange patienter forsøger at fortsætte med at arbejde uændret ved at hvile sig fra arbejdstidens ophør og til næste morgen og så slæbe sig af sted igen og ved at konvertere sygedage til feriedage for at klare situationen længst muligt. Dette er en naturlig og forståelig indstilling, men den er som regel helt urealistisk i længden. I realiteten er den nedslidende og ødelæggende for både en selv, ens familie og for så vidt også for arbejdsgiver for kolleger.

Her må der gøres klart op, hvad man kan og der er det muligt at blive overført til mindre belastende arbejde eller skånejob, er dette at foretrække. Men opleves også dette som uoverkommeligt, da må der gives sygemelding, uanset at dette ikke er socialt bedre, men det kan måske redde funktionsevnen på længere sigt og eventuelt livskvaliteten.

Det er i hvert fald en meget vigtig overvejelse, som patienten bør have med sig selv og sine nærmeste og gennemdrøfte med arbejdsgiveren, frem for at søge at undgå det uundgåelige, når andre siger stop, eller man ikke kan længere selv og er kørt helt ned.

 

4. Hvor kan man søge hjælp

Det er vigtigt at sætte sig ind i sygdommen og dens forløb. Allervigtigst er det at lære sine grænser at kende og holde sig inden for dem. ME/CFS Foreningen har en række pjecer, der fortæller om sygdommen, og også rådgivningstilbud, som det kan være værdifuldt at udnytte. Pjecerne bør anskaffes og gives til relevante personer, som patienten er i kontakt med som arbejdsgiver, egen læge, familie og venner og socialforvaltning m.fl.. Omverdenens kendskab til sygdommen og dens forløb er ofte ringe og kan være præget af fordomme, selv fra læger og hos offentlige myndigheder.

Ens faglige organisation bør kunne yde vejledning om arbejdsretsmæssige forhold, overenskomstregler ved sygdom, invaliditet og pensions- og pensionskasseforhold. Nogle faglige organisationer yder erfaringsmæssigt deres medlemmer en udstrakt bistand, og det er altid en styrke, når ens faglige organisation står bag en patient. Fagforeningen kan eventuelt træde i forbindelse med ME/CFS Foreningen, der kan give baggrundsviden og sygdommen, sociale forhold mv.

Socialforvaltningen har også til opgave at yde rådgivning og vejledning. Det er vigtigt at aftale tid og at få et orienterende møde sammen med sin ægtefælle eller en anden. Oftest kender forvaltningen ikke ME/CFS og dens konsekvenser. Men det er en viden, der som nævnt kan skaffes gennem ME/CFS Foreningen og dens pjecer.

Det er uhyre vigtigt at etablere og fastholde et godt samarbejde med social- og sundhedsforvaltningen. Uanset at man kan blive mødt med fordomme og misforståelser, bør man væbne sig med tålmodighed. Dialog er den eneste realistiske vej frem. Selvfølgelig skal man holde på sin ret og bruge sine retsmidler - se længere fremme -  men det nytter ikke noget at betragte forvaltningen med fjendtlighed eller opfatte, endsige behandle sagsbehandleren som en modstander eller en fjende. Uanset hvad, er det forvaltningen, der skal administrere sagen, og meget kan lade sig gøre i et positivt samarbejde, som det ellers kunne være svært at komme igennem med.

Normalt vil det ikke være hensigtsmæssigt at antage en advokat til at hjælpe sig i det indledende stadium. Muligheden for at søge hjælp og bistand hos en professionel bør dog altid haves for øje, hvis man oplever at alle døre er lukket, og dette så må betragtes som den sidste eneste mulighed for at blive hørt. Men det er også klart, at hvis man føler sig usikker på, om sagen forløber rigtigt, da kan man kontakte en sagkyndig for at spørge til råds. Her kan foreningen være til hjælp med rådgivning eller henvisning til rådgivere.

Ved møder i socialforvaltningen og eventuelt hos læge og speciallæge vil det ofte være fornuftigt at tage en bisidder med. Det er en ret man har.

En bisidders rolle er alene at være til stede med åbne ører og eventuelt at tage notater. Patienten kan ofte ikke huske, hvad han ville sige, og efterfølgende kan han have glemt, hvad der blev drøftet og aftalt. Bisidderen skal almindeligvis ikke blande sig og slet ikke indlede nogen diskussion, men han skal ved sit nærvær støtte patienten, så mødet eller konsultationen forløber hensigtsmæssigt.

Der kræves ingen særlige forudsætninger for at være bisidder, og denne kan ikke afvises, hvis han/hun ellers ikke blander sig for meget.

Et voksent familiemedlem, en god bekendt eller en anden patient vil være velegnet. Hvis der er en lokal ME/CFS-gruppe, vil en sådan bistand være en indlysende aktivitet. Ellers kan der søges hjælp hos f. eks. en førtidspensionistforening, en pensionistforening eller lignende.

 

5. Hvad skal socialforvaltningen normalt tilbyde

Når sygdommen rammer, bliver erhvervsevnen reduceret, ofte til næsten intet. Nogle, der ikke har mistet hele erhvervsevnen aktuelt, kæmper som tidligere nævnt en sædvanligvis forgæves kamp mod sygdommen for at bibeholde arbejde og derved det økonomiske niveau, familiens hidtil har haft, og også den aktuelle bolig. Resultatet bliver ofte en forværring af sygdommen på sigt. Andre erkender ret hurtigt, at erhvervsevnen er væk helt eller delvist.

Afskedigelse på grund af for mange sygedage bliver så følgen. Herefter vil der kunne blive der udbetalt sygedagpenge fra socialforvaltningen.

Kommunens socialforvaltning skal allerede tidligt vurdere og tage stilling til det videre forløb, hvis det godtgøres, at der er tale om en vedvarende situation.

Der er flere forskellige muligheder. Disse skal dog drøftes med klienten, og det er meget vigtigt, at klienten her selv går aktivt ind og peger på de for ham relevante muligheder.

Kommunen har en indlysende interesse at få klienten ud på arbejdsmarkedet på ny, således der ikke skabes varig forsørgelsessituation. Det er lovgivningens mål, at førtidspensionen kun skal tilkendes, når det er dokumenteret, at der ikke er en resterhvervsevne, der kan benyttes, alts førtidspension skal være den sidste mulighed.

På den anden side vil klienten på grund af sin oplevelse af fysisk afmagt og manglende arbejdsevne, der har medført tab af arbejdsplads, være skeptisk indstillet, særligt når oplevelsen af helt eller delvist erhvervsevnetab er understøtter af lægeerklæringer, der fastslår af erhvervsevnen næsten helt eller fuldstændigt bortfaldet. Patienten har ofte ikke tiltro til at et erhvervsmæssigt tiltag vil kunne lykkes, og han vil kunne være bekymret for, at helbredet og funktionsvenen vil kunne blive sat over styr på grund af overbelastninger.

Patienten bør på baggrund af den lægelige diagnose pege på, at der er en indikation for, at erhvervsevnen er varigt og væsentligt nedsat. Derfor bør der foretages en professionel afklaring af resterhvervsevnens størrelse på en revalideringsinstitution. Her er man vant til at foretage sådanne vurderinger. Såfremt denne er lægeligt ledet eller har lægelig konsulentbistand, burde dette være en fordel på grund af, at der er tale om en medicinsk fastslået sygdom. Det er fremmende for forståelsen, såfremt de kender ME /CFS. Ellers er det vigtigt at sikre at den nødvendige viden frem skaffes gennem henvisning til den diagnosticerende læge, gennem foreningens pjecer, på Internet eller på anden måde.

 

7. Arbejdsprøvning på en revalideringsinstitution.

Som nævnt vil det for patienten, men også for forvaltningen være en fordel og en saglig nødvendig forudsætning, at resterhvervsevnen faktisk konstateres. Derfor bør forslag om aktivering eller andre tiltag efter lov om aktiv socialpolitik stilles i bero, indtil det er afklaret, hvad klienten kan eller ikke kan. Ofte ved patienten, at han ikke kan noget som helt på arbejdsmarkedet, når han ikke engang kan klare de daglige aktiviteter i hjemmet. Imidlertid forudsætter lovgivningen i dag, at resterhvervsevnen skal afklares og i givet fald udnyttes. Derfor bør der samarbejdes loyalt med forvaltningen om en erhvervsafklaring, og det må som nævnt foretrækkes, at dette sker via en revalideringsinstitution frem for ved en afprøvning gennem et arbejdstilbud eller lignende.

En revalidering skal afklare, om patienten kan klare en arbejdsplads med hensyn til at komme til tiden, at kunne fungere med andre mennesker, at kunne opfatte og forstå en besked eller arbejdsinstruktion osv. Revalideringsinstitutionen vil også søge afdækket, hvilken type beskæftigelse, der i givet fald vil kunne komme på tale, og den vil også skulle fastslå arbejdsevnens omfang. Dette indebærer en konfliktmulighed, idet patienten ud fra sin sygdom netop ikke bør overskride denne grænse. Det er vigtigt, at institutionen kender og forstår denne problemstilling, så forløbet afpasses hertil. Der kan og bør tages hensyn i form at lettere arbejde, mange pauser, mulighed for at hvile sig etc.

Det sker ofte, at patienten for at vise sin gode vilje i de første dage overanstrenger sig og bliver syg. Det er af afgørende vigtighed, at man kommer hver dag, næsten uanset hvor dårlig man har det. Mange revalideringsinstitutioner er endt med at konkludere, at pågældende var usamarbejdsvillig, idet pågældende kun var der de første dage og herefter holdt sig væk, eller der havde været så mange sygedage, at der intet kunne konkluderes, måske udover at efterlade det indtryk i institutionen, at patienten ikke var interesseret i arbejdsprøvning, men i en førtidspension.

Patienten må derfor slæbe sig af sted eller lade sig transportere. Det er så mindre væsentligt, at patienten besvimer, bliver syg eller falder om. Der er afgørende, at personalet rent faktisk oplever virkeligheden, som den er, og ser den gode vilje og konstaterer, at pågældende reelt bliver dårlig eller falder om. En sådan demonstration af god vilje skaber forståelse, accept og respekt og kan indebærer også en for patienten positiv rapport, der efterfølgende måske kan indebære en større forståelse af socialforvaltningens side, når de modtager en rapport, der konkluderer, at på trods af klientens gode vilje og faktiske store anstrengelser, så var der kun lidt eller intet at hente arbejdsmæssigt.

Det er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt, at klienten på revalideringsinstitutionen løbende skal lade sig køre i sænk, og der bør, efter at erhvervsevnens udtrækning har været afprøvet, ske en tilpasning af opgaverne til det åbenbart mulige.

Det er vigtigt at gennemdrøfte forløbet løbende med den/de ansvarlige og også den endelige rapport for at sikre sig, at der ikke indsniger sig misforståelser.

Der er mulighed for at klage over revalideringsinstitutionen både i forhold til det lagte program, i forhold til hensynet til ens handicap, men også overtonen, hvis den har været negativ og afvisende hele vejen igennem. Også selve rapporten kan påklages. Udgangspunktet må i alle tilfælde fra patientens side være positivt og indebære samarbejdsvillighed. Problemer bør søges løst gennem information og dialog. Klage bør kun ske, hvis alt dette ikke har nyttet.

 

8. Andre tilbud fra socialforvaltningen

Udgangspunktet for disse tilbud er den konstaterede og diagnosticerede sygdom. Som nævnt vil det for den, der ikke har fået en klar diagnose, forholder det sig anderledes, særligt hvis ens egen læge ikke vil sygemelde en. I den situation bliver man nød til at accepterede de tilbud, forvaltningen giver, idet der dog er nogle valgmuligheder og beslutninger, der skal ske i samarbejde med patienten.

Aktivering kan have mange former herunder voksen- eller efteruddannelse, særligt tilrettelagte vej lednings- og praktikforløb, erhvervsmodnende kurser, anden uddannelse, jobtræning med løntilskud eller vejlednings- og introduktionsprogrammer om arbejde og uddannelsesmuligheder.

I denne situation må der vælges det, der er mindst belastende. Det kan være, at forvaltningen kun har et tilbud, men så er det ens egen opgave at finde andre alternativer inden for de muligheder lovgivningen afstikker. Foreningen kan eventuelt være behjælpelig her.

 

9. Pensionsansøgning

Såfremt de lægelige erklæringer entydigt peger på, at erhvervsevnetabet er så stort, at det er urealistisk at pege på andet end en førtidspension, og såfremt en arbejdsprøvning eller revalideringsforløb peger på det samme, er der god grund til at søge om en førtidspension. Selvfølgelig kan man søge på et tidligere tidspunkt, særligt efter de lægelige vurderinger herom, men de fleste socialforvaltninger vil ønske en praktisk afprøvning for afdækning af eventuel resterhvervsevne, og dette forudsætter lovgivningen også.

Det er kommunen selv, der nu træffer afgørelse om, hvorvidt der skal påbegyndes en førtidspensionssag. Ved den foreliggende dokumentation skulle der være etableret et klart billede af, om arbejdsmarkedsplacering er mulig eller ej, hvorfor en beslutning om at søge førtidspension ikke burde være et problem. Hvis kommunen ikke ønsker at rejse en førtidspensionssag kan denne beslutning ankes og indbringes for Det Sociale Nævn.

I forbindelse med førtidspensionssagen skal der udfyldes et skema, og der skal eventuelt indhentes supplerende lægeerklæringer.

I tilfælde af at der bevilges en førtidspension, som man synes er for lav, kan denne beslutning truffet af kommunen også ankes til Det Sociale Nævn, og hvis afgørelsen stadfæstes her, skal den forsøges anket til Den Sociale Ankestyrelse Ankestyrelsen tager dog kun sagen op, hvis den betragtes som principiel. Det gør Ankestyrelsen kun meget sjældent. Men hvis patienten ikke har forsøgt dette, kan det senere vise sig at udelukke muligheden for at opnå fri proces

 

10. Alternativer til førtidspension

Den socialpolitiske tendens går i retning af at undgå at føre mennesker over på overførselsindkomster, herunder særligt førtidspension, og i stedet søge at fastholde dem så længe som muligt på arbejdsmarkedet.

Et forslag, som forvaltningen ofte vil fremkomme med, er et tilbud om et flexjob. Et flexjob er et job på særlige betingelser. Flexjob er som idé og princip udmærket, men der er række forhold, der er knyttet hertil, der gør, at man skal være varsom. I alt fald skal man kende betingelserne meget nøje, før man siger ja.

For den, der gerne vil arbejde med sit handicap eller sin invaliditet kunne det være et godt tilbud, hvis forvaltningen skriftligt tilkendegiver, at klares flexjobbet ikke, da er førtidspensionen det rigtige alternativ.

For ME/CFS-patienter vil erhvervsevnen erfaringsmæssigt ofte være for ringe og for spredt til at kunne anvendes i en arbejdsmarkedsmæssig sammenhæng. Diagnosen stilles oftest for patienter, der har måttet opgive et normalt job og som derfor også vil have svært ved at klare et flexjob.

For patienter, der oplever, at de har en resterhvervsevne, som de gerne vil udnytte, er flexjob noget, der absolut bør overvejes. Der er tale om et særligt arbejdsmarked uden adgang til

arbejdsløshedsunderstøttelse eller efterløn. Hertil kommer, at lever man ikke op til de fastsatte krav, da kan man afskediges, og såfremt kommunen ikke finder, at pågældende har et erhvervsevnetab, der kan medføre en pension, vil der skulle ydes kontanthjælp efter de almindelige regler. For patienter, der er gift eller samlevende vil det kunne indebære, at der ikke kommer kontanthjælp til udbetaling.

For ME/CFS patienter, hvis handicap ikke er klart synbart, men rammer energien, hukommelsen, koncentrationen mv. kan et flexjob være problematisk, hvis klienten kommer ind i en fase, hvor sygdommen forværres evt. på baggrund af indsatsen på jobbet.

Ideelt og mentalt vil enhver, også ME/CFS patienter, gerne tjene deres penge selv, men sygdommens svingende karakter med gode og dårlige perioder gør det svært at indpasse en patient i en normal arbejdspladsrytme langt de fleste steder. Derfor må man være sikker på, at sådanne udsving kan indpasses i arbejdssituationen, ligesom der skal kunne tages hensyn til behovet for hvile mv.

Man skal derfor sikre sig, at jobbets indhold og arbejdspladsens indstilling er i orden, og man er ikke forpligtet til at tage imod et tilbud, der klart ikke tilgodeser ens handicap, men blot er det job jobkonsulenten netop har på hylden. Ved sådanne møder er en bisidder meget vigtig. Det burde dog være muligt at finde et rigtigt job, og det må så være kravet.

 

11. Klientens retsmidler, herunder klage- og ankeregler

Samfundet har sikret, at borgere, der er i kontakt med offentlige myndigheder, har nogle rettigheder, også kaldet klientens retsmidler.

En af de vigtigste retsmidler er muligheden for at opnå aktindsigt. Reglerne herom fremgår først og fremmest af forvaltningsloven, hvorefter en ansøger eller en anden med retlig interesse kan få aktindsigt i de i sagen værende akter. Tidligere var forvaltningerne ubehageligt til mode, når man anmodede om aktindsigt, men i dag er det kun en ekspeditionssag. Aktindsigten omfatter alle dokumenter i sagen, dvs. journaler, notater, korrespondancer, røntgenbilleder, prøveresultater mv. Undtaget er interne optegnelser, men disse er dog også underkastet aktindsigtsreglerne, hvis de omfatter kendsgerninger, der har eller kan indgå som element i en afgørelse.

Man skal anmode om aktindsigt så tidligt som muligt og altid anmode om fuld aktindsigt. Hvis noget undtages f.eks. som internt notat, eller hvis oplysningerne kan skade klienten/patienten selv eller andre, skal dette oplyses med begrundelse og angivelse af ankemuligheden. Begæring om aktindsigt kan gives mundtligt eller skriftligt. For dokumentationens skyld er det altid vigtigt at indgive ansøgninger skriftligt med dato. Forvaltningen skal træffe afgørelse om aktindsigt inden 10 dage.

Med jævne mellemrum, eller når der er anledning til det, kan der anmodes om aktindsigt op til dato. Man kan også anmode om aktindsigt løbende f. eks. hver måned, men erfaringen viser, at forvaltningerne af mange forskellige årsager har svært ved at klare dette.

Som tidligere nævn er retten til at anvende en bisidder vigtig og bør udnyttes.

En vigtig rettighed er partshøring. Denne rettighed indebærer, at der ikke må træffes en afgørelse før sagsforholdet og beslutningsindstillingen er forelagt for borgeren, så han har mulighed for at fremkomme med indsigelse. Dette gælder, hvis indstillingen ikke imødekommer ham helt eller delvist.

Det er som udgangspunkt således, at alle administrative afgørelser kan indbringes for en højere myndighed. Indenfor det sociale område er der dog etableret et særligt ankesystem, således at kommunens afgørelse kan ankes til Det sociale Nævn, der er i hvert amt.

Når der gives et afslag, er det en pligt for sagsbehandleren at give en begrundelse, ligesom det skal meddeles, hvortil der kan ankes og om ankefristen. Denne er 4 uger fra afgørelsens modtagelse. Nogle sagsbehandlere opfatter ikke, at de giver et afslag, men at de blot giver en orientering om mulighederne for at opnå en ydelse. Det er derfor vigtigt at gøre opmærksom på, at der er tale om en ansøgning. Disse bør gives skriftligt - ikke nødvendigvis - men for at sikre, at der ikke er misforståelser omkring, at der her er tale om en ansøgning, dets konkrete indhold, og hvornår den er indgivet. Man skal derfor altid fordre et skriftligt afslag, idet dette skal indeholde en begrundelse, der kan give grundlag for en anke.

Det skal bemærkes, at begrundelsen skal indeholde henvisning til den bestemmelse, der har været tale om og en forklaring om, hvorfor det aktuelle tilfælde ikke falder ind under bestemmelsens rækkevidde.

Det Sociale Nævns afgørelse kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse. Ankestyrelsen tager dog kun sager, som efter dets egen mening er af principiel karakter. I sager vedrørende ME/CFS patienter sker dette meget sjældent, idet Den Sociale Ankestyrelse mener, at det principielle indhold pensionsmæssigt er afklaret med dets egen meddelelse SM P-l 1/93. Se herom under dokumenter i pjecens bagerste sider.

Klager over lægers virksomhed kan indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Se adresselisten sidst i pjecen. Klager over lægekonsulenters erklæringer skal dog indgives til socialchefen i kommunen eller amtmanden, hvis det er Det Sociale Nævns lægekonsulents erklæring, der påklages.

Klager over personalets behandling af sager, deres adfærd, sagsgangen, men altså ikke selve afgørelsen kan påklages til socialchefen og derefter til det sociale udvalg - det kan have forskellige navne - og derpå til borgmester eller kommunalbestyrelse. Kommunalbestyrelsens afgørelse kan eventuelt forelægges for tilsynsrådet i statsamtet.

Endvidere er der mulighed for at indbringe klager over sagsgangen og sagsbehandlingen, ventetider, fejl i sagsbehandlingen, men altså ikke selve afgørelsen, med mindre at den er fejlbehæftet, for Folketingets Ombudsmand.

 

12. Afprøvning af en administrativ afgørelse ved domstolene

Når en sag er afsluttet derved, at ankestyrelsen har afvist at optage en sag til behandling, eller Ankestyrelsen har fastholdt en for klienten utilfredsstillende afgørelse, er der endelig den mulighed at få afgørelsen prøvet ved de civile domstole.

Indledningsvis er vigtigt at finde en advokat, der er interesseret i at føre retssag mod det offentlige. Det er ikke alle, der ønsker dette. ME/CFS Foreningen har en fortegnelse over advokater, der påtager sig sådanne sager. Den advokat, som man vælger, og som vil påtage sig sagen, vil herefter udarbejde en begæring om fri proces hos statsamtet, i København Overpræsidiet. Fri proces indebærer, at det offentlige dækkes omkostningerne ved sagens førelse. Samtidig vil han undersøge, om klienten har en retshjælpsforsikring, idet denne normalt udløses, når der gives fri proces. Bevilling til fri proces gives, når ens indtægt ikke overstiger p.t. 249.000 kr - samlevende 196.000 kr. -  enlige, og der skønnes at være en rimelig grund til at føre proces. Det fordres ikke som betingelse, at sagen absolut står til at kunne vindes, men at det er rimeligt og forståeligt at sagen føres. En del sager er hidtil blevet vundet af patienterne, idet retterne har lagt vægt på de lægelige udtalelser, som har været ignoreret af kommunen, Det Sociale Nævn eller Ankestyrelsen.

Det kan være meget bekosteligt at føre sag mod det offentlige. Sagen kan trække ud i årevis, så opnåelse af fri proces er normalt en forudsætning for at kunne benytte et søgsmål.

 

13. Oversigt over vigtige bestemmelser

Forvaltningsloven § § 8,9,16,19,22,23 og 25

Lov om aktiv socialpolitik § § 16,46,47,70,71,75

Lov om social pension § § 14,15

 

14. Oversigt over vigtige dokumenter for ME/CFS-patienter

1. WHOs klassifikation for ME/CFS- sygdommen

2. EPl Nyt uge3, 1992

3. SMP-11/93

4. Skrivelse fra Sundhedsministeriet om ME/CFS-sygdommen

 

15. Oversigt over vigtige adresser

1. Statsamterne

2. Den sociale Ankestyrelse

3. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn

4. Folketingets Ombudsmand