Nyt fra forskningen

Nyt fra forskningen

På denne side kan du læse den seneste artikel fra Foreningens medlemsblad ME/CFS nyt, om nyhder fra forskningen. Den internationale forskning i ME/CFS er de senere år intensiveret, og der er mange spændende nyheder at vælge imellem. Vi bringer kun en udpluk.

Rituximab virker
I det sidste nummer af ME/CFS nyt blev det lovende forsøg med Rituximab til behandling af ME/CFS-patienter omtalt. Nu har lægerne bag forsøget, dr.med. Fluge og professor, dr.med. Mella fra Haukeland universitetssjukehus i Bergen, offentliggjort resultaterne i oktobernummeret af det medicinske tidsskrift PLoS ONE. Lægerne har på videnskabelig vis gennemført en dobbelt blind-test på 30 norske ME/CFS-patienter, hvoraf halvdelen fik virkningsløse saltvandsindsprøjtninger. Resultatet af testen viser, at to ud af tre af de testpersoner, der fik Rituximab, oplevede en betydelig bedring. Et par af patienterne oplevede fuldstændig helbredelse. Blandt disse var der en ung kvinde, der havde været sengeliggende i fem år.

Resultatet er interessant af mindst tre grunde. For det første lægger det afstand til teorien om, at ME/CFS er en funktionel lidelse, dvs. en blanding af en psykisk og en fysisk lidelse. For det andet ser vi nu det første eksempel på en hurtig og effektiv behandling af patienter, der har været endog hårdt ramt af ME/CFS. For det tredje tyder resultatet på, at ME/CFS er en autoimmun sygdom.

Endnu ved vi ikke, om virkningen holder. Men selvom det ikke skulle være tilfældet, overrasker det lægevidenskaben, at Rituximab virker på ME/CFS-patienter, da Rituximab som et middel til at svække immunforsvaret dræber de såkaldte B-lymfocytter. B-lymfocytter er immunforsvarets kamptropper, når det gælder om at nedkæmpe indtrængende skadevoldere. Det overrasker, at Rituximab virker, fordi behandling af ME/CFS-patienter hidtil har gået efter at nedkæmpe bakterier og virus med antibiotika og antivirale midler og samtidig styrke immunforsvaret.

Forklaringen på, at Rituximab virker ved at svække immunforsvaret, kan – som Fluge og Mella peger på slutningen af deres artikel – være, at ME/CFS i virkeligheden er en autoimmun sygdom. Dette synspunkt støttes af den amerikanske ME/CFS-ekspert professor David Bell, der ikke i de sidste 25 har set tilsvarende interessante resultater i ME/CFS-forskningen. 

www.plosone.org

Er ME/CFS en autoimmun sygdom?
Spørgsmålet har meldt sig med de positive resultater af behandlingen af ME/CFS-patienter med Rituximab og det forhold, at Rituximab er et velkendt middel til behandling af autoimmune sygdomme. Et ”nej” til, at ME/CFS er en autoimmun sygdom, understøttes af, at ingen af de kendte ME/CFS-læger er fremkommet med den teori. Et ”ja” til, at ME/CFS er en autoimmun sygdom, understøttes af, at ME/CFS har mange lighedspunkter med autoimmune sygdomme.

Autoimmune sygdomme er sygdomme, hvor immunforsvaret ikke kender forskel på ven og fjende, og så at sige forveksler kroppens celler med celler fra indtrængende skadevoldere og derved kommer til at angribe kroppen selv. Velkendte autoimmune sygdomme er diabetes 1, multipel sclerose samt hele rækken af allergier 

Helt karakteristisk for autoimmune sygdomme er, at de, ligesom  ME/CFS, rammer kvinder oftere end mænd. Karakteristisk for autoimmune sygdomme er også, at de som ME/CFS kan udløses af stress, herunder stress som følge af infektioner, virus og tungmetalbelastning. Kendt er det endvidere, at infektioner i sig selv kan være udløsende for autoimmune sygdomme. Det ved man også gælder for ME/CFS. Interessant i den sammenhæng er, at Epstein Barr Virus (EBV), der af mange ME/CFS-eksperter bliver sat i forbindelse med ME/CFS, netop mistænkes for at være udløsende for en række autoimmune sygdomme. Den måske mest slående lighed er, at både ME/CFS-patienter og patienter med autoimmune sygdomme lider af oxidativt stress, dvs. stress i kroppens organer fremkaldt af, at et stort antal iltmolekyler populært sagt går rundt med ”hænderne fri” og nedbryder væv omkring sig. Kort sagt er der mange paralleller mellem ME/CFS og rækken af autoimmune sygdomme. På den amerikanske ME/CFS-hjemmeside Phoenix Rising gennemgår Cort Johnson, indehaveren af siden, en række paralleller.

phoenixrising.me

XMRV-teorien faldt til jorden

Det blev et enormt prestigetab for Whittemore Peterson Institute (WPI), da det stod klart, at et af de laboratorier, som havde leveret prøver, der skulle vise, om patienter var inficeret med XMRV-virus, selv var inficeret med XMRV. Som mange kritiske artikler netop havde slået på, var der tale om laboratorieforurening. Af samme grund led den højt estimerede forskningsleder på WPI og hovedpersonen bag XMRV-teorien, dr. Judy Mikovits, et tilsvarende prestigetab. Mikovits er siden blev fyret fra WPI.

Det, der fik XMRV-teorien til at falde definitivt fra hinanden, var ”The Big Test” udført af ”Blood Working Group” (BWG) i USA. Denne involverede en lang række forskningslaboratorier og forskningsinstitutioner i USA, inklusiv WPI, hvor Mikovits arbejdede til hun blev fyret. Til testen blev de implicerede parter bedt om at udlevere blodprøver fra bl.a. de patienter, der tidligere var testet positive for XMRV. Resultatet af testen, der blev offentliggjort på en forskerkonference i Ottawa, viste imidlertid, at der ingen sammenhæng var mellem nye og gamle tests – eller for så vidt testresultater frembragt af forskellige laboratorier. Dermed faldt teorien, og lederen at testen, Dr. Simmons, måtte konkludere, at fundet i prøver af XMRV, der er en musevirus, måtte være udtryk for en forurening skabt i laboratoriet som følge af tidligere museforsøg. Denne virus – kunne han endvidere konstatere – var uden smittefare for mennesker.

Til stor irritation for forskerkolleger fastholder Mikovits i sit svar på den store test, at der ikke desto mindre måtte være en retrovirus på spil ved ME/CFS. Som en mulighed fremførte hun, at den kunne være forsvundet eller være af en anden type end den XMRV-virus, man havde ledt efter i den store test.

phoenixrising.me