facebook logo

Symptomer

ME/CFS-patienter oplever i stor udstrækning de samme symptomer, men ikke alle patienter er ramt lige hårdt, og ikke alle patienter har samtlige kendte symptomer. Her gives en kort oversigt over de kriterier, der blandt internationale ME/CFS-læger er enighed om (ICC). Oversigten tegner et klart signalement af sygdommen, men kan ikke i sig selv anvendes som diagnostisk værktøj. Diagnosen skal altid stilles af en læge med kendskab til ME/CFS. Læs mere om hvordan diagnosen stilles her.

Symptomerne deles op i fire kategorier: (A) anstrengelsesudløst energisvigt, (B) svækkelser i nervesystemet, (C) svækkelser i immun-, mave-/tarm- og urinvejssystemerne og (D) svækkelse af energiomsætningen.

(A) Anstrengelsesudløst energisvigt
Patienten oplever følgende symptomer:

  • Markant, hurtig fysisk og/eller kognitiv trætbarhed som respons på anstrengelser.
  • Anstrengelsesudløst symptomforværring.
  • Anstrengelsesudløst energisvigt.
  • Lang rekonvalescens.
  • Lav tærskel for fysisk eller mental trætbarhed (mangel på udholdenhed).

    (B) Svækkelser af nervesystemet
    Patienten skal have mindst 1 symptom fra 3 af disse 4 symptomkategorier:

    • Vanskeligheder med at bearbejde information, nedsat koncentration, kognitiv overbelastning, tab af korttidshukommelse, mm.
    • Hovedpine, general forhøjet sensitivitet over for smerte, udbredte smerter (kan tilfredsstille kriterierne for fibromyalgi), mm.
    • Uforfriskende søvn, hyppig opvågnen, forstyrret søvnmønster, livlige drømme/mareridt, mm.
    • Manglende evne til at fokusere synet, overfølsomhed for lys, støj, lugt, berøring. Svækket dybdesans, muskelsvaghed, dårlig koordination, mm.

      (C) svækkelser i immun-, mave-/tarm- og urinvejssystem
      Patienten skal have mindst 1 symptom fra 3 af disse 5:

      • Influenzalignende symptomer, som kan være tilbagevendende eller kroniske og typisk bliver aktiveret/forværret af anstrengelse: ondt i halsen, bihulebetændelse, ømme hævede lymfekirtler.
      • Modtagelighed overfor virusinfektioner og langvarige rekonvalsensperioder.
      • Kvalme, mavesmerter, oppustethed og irritabel tarmsyndrom (IBS).
      • Overaktivt blæresyndrom og natlig vandladning.
      • Overfølsomhed over for madvarer, medicin, lugte eller kemikalier.

      (D) Svækkelse af energiomsætningen
      Patienten skal have mindst 1 af disse symptomer:

      • Manglende evne til at tolerere oprejst stilling, hjertebanken med eller uden hjerterytmeforstyrrelser, svimmelhed, mm.
      • Luftmangel, besværet åndedræt, udmattet muskulatur i brystkassen.
      • Subnormal kropstemperatur, svedeture, tilbagevendende følelse af feber, med eller uden let feber, kolde ekstremiteter, mm.
      • Intolerance overfor ekstrem temperatur (hede og stærk kulde).

      Sygdomsgrader
      ME/CFS findes i alle grader. Nogen kan passe et deltidsjob mens andre er bundet til sengen. Officielt opdeles sygdommen i tre sværhedsgrader:

      • Mild: Ca. 50 % reduktion i forhold til tidligere aktivitetsniveau.
      • Moderat: Stort set bundet til hjemmet.
      • Alvorlig: For det meste sengeliggende.
      • Svært alvorlig: Bundet til sengen og afhængig af hjælp til fødeindtag og personlig pleje.
       

      Er det psykisk?

      ME/CFS forveksles ofte med psykiske lidelser, som udbrændthed, stress og helbredsangst, fordi kendskabet til ME/CFS blandt danske læger er meget ringe. Nogle læger hævder, det er funktionel lidelse eller endog en psykosomatisk sygdom. Det første er en blanding af en fysisk og en psykisk sygdom, mens det andet er en psykisk sygdom, som giver fysiske symptomer. I ME/CFS Foreningen er vi ikke i tvivl om, at ME/CFS er en ren fysisk/biologisk sygdom.

       

      Den absurde træthed

      Det helt karakteristiske symptom for ME/CFS er den træthed, som har givet sygdommen sit navn. Der er ikke tale om søvnighed, men nærmere om en udmattelse, der til dels kan føles som den udmattelse, man oplever ved influenza. Det er en træthed, som ikke blot adskiller sig fra almindelig træthed, ved at patienten udtrættes voldsomt ved selv minimal fysisk eller mental aktivitet, men også ved, at den ikke fortager sig nævneværdigt ved hvile. Et andet karakteristika ved udmattelsen er, at den ofte kommer forsinket i forhold til den udførte aktivitet. Derfor kommer ME/CFS patienter let til at overstrenge sig og fremprovokere derved let tilbagefald.